Biografi

Thomas Arnt JensenFødt i 1981, og opvokset i det nordsjællandske nær Frederiksværk. Min opvækst kan vist bedst sammenfattes som tryg og med rigelig plads til at være supernørdet. Spejder, rollerspiller og ihærdig læser.
Det med boldspil overlod jeg til de andre.

Jeg kan ikke rigtig huske hvornår det med at skrive historier opstod, men mine forældre kan fortælle at jeg til tider havde et til tider kreativt forhold til sandheden. Fantasien fejlede intet, men manglede nok mere retning.
Da jeg var cirka 14 år gammel skrev jeg på en historie om nogle teenager der blev kidnappet af aliens, hvor jeg rippede mine idoler af på det groveste. Historien blev aldrig skrevet færdig, og det var egentlig kendetegnet for de fleste af mine ideer dengang. Utallige første kapitler med gode intentioner og meget lidt form. Den stil fortsatte i mange år.

Jeg blev uddannet pædagog i 2005, og har  arbejdet med børn og unge lige siden. Det er også i dette arbejde at mange af mine første “rigtige” historier opstod. Når man står med en klasse i total frigear, så er det godt at kunne improvisere en vild røverhistorie til at fange dem ind med. En af disse historier blev en del år senere  til bogen  “Hvordan far blev skaldet.”

Egentlig havde jeg i mange år droppet ideen om at blive forfatter, og fokuserede i lang tid på at spille amatørteater og være forsanger i rockband. Så skete der det at jeg blev skilt og blev dermed til 7/7-far. Det var i samme periode at jeg lagde rockmusik og teater på hylden, og så sad jeg der og gloede i en meget tom lejlighed. Der var altså masser af tid til at læse bøger, og via Instagram begyndte jeg følge flere af forfatterne bag bøgerne. Langsomt sneg tanken sig ind i mit hoved – Måske skulle jeg også skrive en bog?

Så det gjorde jeg. Flere gange. Og fik afslag. Flere gange.

Efter nogle arbejdsomme år med skriverkurser og skriveøvelser fik jeg pludselig landet min første bogkontrak i 2018. Bogen handlede om zombier, hvilket er et emner jeg har genbesøgt sidenhen.
På en eller anden måde havde jeg fået hul på bylden, og lige siden er der hvert år udkommet mindste én bog med mit forfatternavn på. Nogle år er der kommet hele tre bøger ad gangen.

Mit eneste råd til dem der drømmer om at blive forfatter:
Start med at skrive noget færdigt.