En verden undervejs

Dengang det hele sluttede

Historien går at slaget ved Sjaldor endte med et brag, men hvis du spørger en af de få overlevende, så ville de nok nærmere beskrive det som et puf. Et alt ødelæggende puf der kom til at ændre et halvt kontinent, men ikke brag var det nu ikke. Det mere som når du på en efterårsdag var på skovtur og ved et uheld kommer til at træde på en af de der forbandede støvsvamp. Sådan lød det, men selvfølgelig markant højere. Andre påstod at det lød som et opgivende suk, og at det var tvillingguden der langt om længe havde mistede tiltroen til den tåbelige samling skabninger han havde skabt. Spørger du krofatter nede på Det syngende svin, så lød det som en våd prut i et par godt gennemsvedte læderbukser. Men krofatter Sula er alt for ung til overhovedet at kunne have deltaget i slaget, men til gengæld laver han en fandens god omgang spejlæg. Den slags skal man ikke kimse af. Hans øl vil jeg dog holde mig fra hvis jeg var dig.

En sumpede indgang
Lugten er det første der rammer dig. Du kan slet ikke tage fejl. Langt før du når udkanten af den vidtstrakte sump, så har du den der blanding af brakvand, råddenskab og spirende planteliv i din næsebor. Vil du ind i det gamle rige, hvilket er noget af det mest tåbelige du kan foretage dig, så må du igennem sumpen. Der er dog intet farligt ved lugten, selvom fulderikker ævler løs om rester af giftige dampe hist og her. Lyt ikke på dem. Det du derimod skal holde øje med er de skabninger der dukkede op i takt med at det altopslugende grønne helvede overtog byer, veje og hele kongedømmer. Det første stykke vil du knapt ænse dem, men de ved godt du er ankommet til deres domæne. De kan mærke det i vandet og i grenene. De kan fornemme din tilstedeværelse i de der græstotter der ligner små sikre øer i det sorte vand, men som stensikkert ender med at give dig våde fødder.
Men skal du derud, og du ligner umiddelbart typen der er dum nok, så find en god stifinder. Og beskyttelse. Rigeligt med beskyttelse. En helbreder vil nok heller ikke være upraktisk på sådan en tur.

Når tåber mødes
Jeg er i tvivl om hvem der startede. Det er jo snart halvtreds somre siden, og skulle der have været nogen som tog noter undervejs, så er de forlængst gået tabt. Det er jo ikke fordi man lige stopper op og pakker sit bibliotek ned i baglommen, når man har en gigantiske, grøn sky af død og ødelæggelse i røven.
Men det hele var nok bare en kombination af forsmåede egoer og magtliderlige særlinge der havde svært ved at sige nej til et ekstra stykke kage. Havde deres forældre bare lært dem at kunne håndtere et nej, eller at dele deres legetøj, så havde hele denne verden måske set knapt så … kaotisk ud.
Det var de fire store magikerklaner som tørnede sammen den dag på højsletten nord for Sjaldor, men på det tidspunkt havde krigen allerede ulmet i flere år.  Det var blevet til et par mindre sammenstød hist og her, men så en dag skulle det altså være. Det endelig slag, som ville ende enhver diskussion. Hver især var de overbevidst om at de bar den endegyldige sandhed, og endnu mere overbevidste om at de tre andre klaner var mere stupide end snot på flaske.
Ja, og du kan jo selv se hvordan det hele endte. Stort, dumt og ildelugtende.